mandag den 27. februar 2012

Chili con Carne

Min chili er på ingen måde traditionel! Den er en helt igennem fordansket udgave af hvad, jeg er sikker på, er en dejlig lokal spise andre steder i verden. Derfor må du stoppe med at læse nu, hvis du har et nært forhold til denne ret gennem fantastiske ferier og en tid som au pair i et eksotisk land. Det her er et sammensurium af, hvad jeg synes smager dejligt i en gryde med kød (til gengæld lover jeg dig, at det smager dejligt).




Ingredienser:
400 g hakket oksekød
Olivenolie til stegning
2 små løg (den her gang brugte jeg skalotteløg)
2 fed hvidløg
1 hakket stor rød chili
1 tsk koriander
1 tsk spidskommen
1 tsk kanel
Salt/peber
1 ds flåede hakkede tomater
4 stænger bladselleri
1 rød peber
1 ds kidneybønner (i chili om man vil)
1 ds baked beans (eller hvide bønner i tomat - det lyder lidt pænere...)
Mørk chokolade, lakridssirup eller lignende til at give smag og farve.

Fremgangsmåde:
- Det fintsnittede løg, hvidløg og chili steges i den varme olie i en dyb pande/sauterpande/stor gryde.
- Når løgene er gennemsigtige tilsættes krydderierne, der hurtigt steges af.
- Så tilsættes kødet - det er altid fristende, når man har travlt, at tilsætte alt kødet på samme tid, men hav for guds skyld den tålmodighed at stege det lidt ad gangen - ellers risikerer du at stå med en ordentlig klump kogt kød. Adr.
- Tilsæt dåsetomat, lidt vand, bladselleri og rød peber og lad koge så lang tid du orker, men minimum 20 minutter. Så tilsættes bønnerne og de koges med i yderligere 10 minutter.

Nu skal du smage til! Her til aften havde jeg fat i lakridssirup, citronsaft, honning og eddike før jeg var helt tilfreds.

Server med creme fraiche og brød!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar